English version
Kirk Larsen & Ascanius

Multimedieskat

Den 1. januar 2010 træder de nye regler om multimediebeskatning i kraft. 

Multimedieskatten erstatter de hidtil gældende regler om fri telefon og forskellige former for arbejdsgiverbetalt hjemmecomputer mv.
 
Den nye multimediebeskatning gælder både lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende.
 
Følgende udstyr/ydelser betragtes som multimedier og udløser multimediebeskatning:
 
1)      Telefon, herunder oprettelsesabonnements- og forbrugsafgifter, sædvanlige teletjenester samt selve telefonapparatet.
 
2)      Computer med sædvanligt tilbehør.
 
3)      Adgang til datakommunikation gennem en internetforbindelse, herunder éngangsudgift til etablering af internetforbindelse.
 
Den skattepligtige vil for et eller flere af de ovennævnte multimedier stillet til rådighed af sin arbejdsgiver få forhøjet sin skattepligtige indkomst med et fast beløb på kr. 3.000 om året (2010-niveau). Der er ingen reduktion for eventuel egenbetaling.
 
Arbejdsgiveren har indberetningspligt, men beløbet vil, i hvert fald i starten, ikke fremgå af lønmodtagerens forskudsregistrering.
 
Arbejdsgiveren har fradrag for udgifterne ved at forsyne de ansatte med multimedier som ovenfor angivet.
 
Loven skaber en række særlige problemer for personer, der kun sporadisk får stillet et eller flere multimedier til rådighed af arbejdsgiveren, f.eks. på tilkaldevagter eller tjenesterejser. 
 
Loven ændrer endvidere den hidtidige retstilstand, hvor f.eks. fri telefon er omfattet af hele husstanden. Efter multimedieskatteordningen skal f.eks. hver enkelt person i husstanden, der får stillet en mobiltelefon til rådighed af arbejdsgiveren, selvstændigt multimediebeskattes heraf med et beløb svarende til kr. 3.000 hvert år.
 
Der vil fortsat være mulighed for at indgå bruttolønsordninger med arbejdsgiveren.
 

For nærmere information og rådgivning kontakt Bo Ascanius eller Erik Lund.