Passiv kapitalanbringelse – udlejning af landbrugsejendomme
Når det skal vurderes om et aktiv er passiv kapitalanbringelse tages der udgangspunkt i lovreglen i ABL § 34. Det fremgår heraf (stk. 1, nr. 3, 2. pkt.), at bortforpagtning af fast ejendom, der er en landbrugs- eller skovejendom, ikke er passiv kapitalanbringelse.
Sidste år fastslog Højesteret i SKM 2023.590 HR, at det er et krav, at en lejer benytter ejendommen til landbrugsmæssige formål før en udlejet landbrugsejendom omfattes af den særlige undtagelse i ABL § 34. Den vurderingsmæssige status som landbrugsejendom er således ikke i sig selv tilstrækkelig.
I år har Skatterådet haft lejlighed til at genbesøge omfanget af ovenstående undtagelse. Dette i SKM 2024.299 SR og senere i SKM 2024.362 SR, der henviser til førstnævnte. Denne artikel vil give et resumé af de to sidstnævnte afgørelser og deres betydning.
SKM 2024.299 SR
Afgørelsen angik, hvorvidt en koncerninternt udlejet landbrugsejendom skulle anses som passiv kapitalanbringelse. Ejendommen blev anvendt til jagtaktivitet, skovdrift og dyrehold. På ejendommen var der desuden en beboelsesdel, der bestod af fire selvstændige beboelsesejendomme, hvoraf to blev anvendt som tjenesteboliger, én blev udlejet til turister og besøgende jægere, mens den sidste beboelsesdel blev anvendt af ejeren, når denne besøgte ejendommen.
De to tjenesteboliger anså Skattestyrelsen ikke for at være benyttet i virksomheden med skovdrift, dyrehold og jagtaktiviteter og fandt i stedet, at de måtte anses for videreudlejet til tredjemand. De henviste desuden til ABL § 34, stk. 6, 5. pkt., hvoraf det fremgår, at hvis en koncernintern udlejet ejendom anvendes delvis i driften og delvis til udlejning til tredjemand, så skal den del af ejendommen, der videreudlejes, anses for en udlejningsejendom. Da udlejningsejendomme anses for passiv kapitalanbringelse, blev tjenesteboligerne ligeledes anset som sådan.
Det var i høj grad den samme argumentation Skattestyrelsen anvendte for så vidt angår beboelsesdelen anvendt af ejeren og beboelsesdelen udlejet til turister og besøgende jægere.
Samlet fandt Skattestyrelsen derfor – hvilket senere blev tiltrådt af Skatterådet – at undtagelsen i ABL § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., ikke fandt anvendelse på de fire selvstændige beboelsesejendomme og at disse derfor var passiv kapitalanbringelse.
SKM 2024.362 SR
Afgørelsen omhandler et holdingselskab, der igennem et datterselskab drev et landbrug og som blandt andet også ejede seks ejendomme. Benyttelsen af en af ejendommene blev oplyst som bebygget landbrug, og på ejendommen lå en række stuehuse og lejligheder, der enten var udlejet eller stillet til rådighed til privat benyttelse. Ejendommen blev således ikke anvendt til landbrugsdrift.
Under henvisning til SKM 2024.299 SR fandt Skatterådet, at de stuehuse og lejligheder, der enten var udlejet eller stillet til rådighed for privat benyttelse, skulle anses for passiv kapitalanbringelse.
Opsummerende
Både SKM 2024.299 SR og SKM 2024.362 SR fastslår, at udlejede eller privat anvendte beboelsesejendomme udgør passiv kapitalanbringelse efter ABL § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6 uanset om ejendommen er noteret som landbrugsejendom.
