Hvad gælder for solcelleanlæg og vindmøller ved vurderingen af, om der er tale om passiv kapitalanbringelse?
Ved vurderingen af om et aktiv – i dette tilfælde solcelleanlæg og vindmøller - kan anses for at være passiv kapitalanbringelse, skal der tages udgangspunkt i ABL § 34 og SKM 2023.168 H. Højesteretsdommen har været retningsgivende på området for, hvilke aktiver der er såkaldte ”pengetanksaktiver” samt den konkrete vurdering af aktiver.
En række momentet lagde til grund for Højesterets dom, hvoraf det ene var, hvorvidt virksomhedens ejer deltog aktivt i virksomhedens drift. I det seneste år er der kommet to afgørelser, herunder SKM 2024.47 SR og SKM 2024.174 SR, der bygger videre på principperne i SKM 2023.168 H om, at der skal være tale om reel erhvervsaktivitet. Der må således ikke blot være tale om en investering, hvorfra der alene modtages afkast. Skatterådets anvendelse af princippet bevidner desuden, at der også i fremtiden skal foretages en vurdering af aktiviteten – og ikke kun selve aktivet.
SKM 2024.47 SR
Afgørelsen angik Spørger, der ejede et selskab, hvor den primære aktivitet var at drive tre vindmøller og tre udlejningsejendomme. Spørger oplyste at han selv stod for den daglige drift af vindmøllerne, herunder vedligeholdelse, opsyn, reparation og udbedring af fejl. Disse opgaver medførte, at Spørger brugte mellem 200-400 timer om året på driften af vindmøllerne.
Skatterådet kom - ud fra en konkret vurdering - frem til, at der var tale om reel erhvervsaktivitet. Der blev lagt vægt på Spørgers aktive deltagelse i form af den daglige drift af vindmøllerne, og at der kun blev benyttet hjælp fra tredjemand i forbindelse med lovpligtige eftersyn. På denne baggrund drev selskabet således reel erhvervsvirksomhed med drift og salg af strøm fra vindmøllerne. Vindmøllerne skulle derfor ikke kvalificeres som passiv kapitalanbringelse efter ABL § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.
I afgørelsens præmisser blev produktion og salg af strøm fra vindmøller desuden ligestillet med produktion og salg af strøm fra solceller og afgørelsen kan således også anvendes ed vurderingen af, hvorvidt et solcelleanlæg skal anses for aktiv eller passiv kapitalanbringelse.
SKM 2024.174 SR
Afgørelsen angik et selskab, der overvejede at opkøbe flere solcelleanlæg i Frankrig. Det blev oplyst, at solcelleanlæggene skulle erhverves ved at købe de selskaber, der ejede anlæggene, således at man overtog alle forvaltningsmæssige, dispositionsmæssige og økonomiske rettigheder og forpligtelser. Efter behov ville Spørgeren dog få hjælp fra tredjemand til at foretage tekniske opgaver, men ville selv foretage kontrolbesøg og have kontakt med samarbejdspartnere.
Ud fra en konkret vurdering kom Skattestyrelsen – hvilket blev tiltrådt af Skatterådet – frem til, at der ikke var tale om passiv kapitalanbringelse. I deres afgørelse specificeredes det, at der var lagt vægt på, at selskabet skulle overtage alle forvaltningsmæssige, dispositionsmæssige og økonomiske rettigheder og forpligtelser samt at Spørger ville foretage kontrolbesøg af solcelleanlæggene. Solcelleanlæggene skulle derfor ikke kvalificeres som passiv kapitalanbringelse efter ABL § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6.
Hvad kan udledes af ovenstående?
I begge afgørelser førte den aktive deltagelse fra virksomhedens ejer til, at der var tale om aktiv kapitalanbringelse. I SKM 2024.47 stod det særlig klart, at der var tale om en aktiv virksomhed, da ejeren selv foretog al drift og vedligeholdelse af aktiverne. I SKM 2024.174 SR blev det endvidere accepteret, at hjælp fra tredjemand til særligt tekniske opgaver ikke gjorde aktivet passivt.
Omfanget af ejerens involvering og deltagelse i driften har således en stor betydning for kvalifikationen af aktivet som enten aktivt eller passivt. Det er særligt afgørende for solcelleanlæg og vindmøller, hvor en aktiv deltagelse taler for, at aktivet ikke anses for at være passiv kapitalanbringelse.
