Sagen omhandler et generationsskifte af et landbrug, hvor skatteyderne A og B overdrog 50 % af en landbrugsvirksomhed, men ved en fejl opgjorde passivposten som om hele virksomheden blev overdraget. Det medførte, at gaveafgiften blev beregnet for lavt. Skattestyrelsen foretog en ændring af gaveafgiften med henvisning til, at passivposten var opgjort for højt. Ændringen blev dog først foretaget efter udløbet af fristen på 6 måneder fastsat i boafgiftsloven § 27, stk. 2. En frist, der almindeligvis antages at være ultimativ og dermed giver skatteborgeren retssikkerhed.
Spørgsmålet i sagen var, om Skattestyrelsen var berettiget til at ændre gaveafgiften efter fristens udløb.
Landsskatteretten fandt, at lovens formulering, sammenholdt med lovens struktur, hvor passivposter særskilt er reguleret i § 28, tyder på, at fristen kun gælder for værdiansættelsen af gaven og ikke for beregningen af passivposten. Imidlertid fandt Landsskatteretten, at forarbejderne til boafgiftsloven indeholder tilstrækkelig støtte for, at fristen også omfatter beregningen af passivposter. Landsskatteretten henviste til, at forarbejderne klart angiver, at fristen begynder at løbe, når SKAT har modtaget det nødvendige materiale, som f.eks. skøder og beregningen af passivposten, der er afgørende for gaveafgiftsberegningen. Derfor konkluderede Landsskatteretten, at fristen i § 27, stk. 2, også gælder for ændringer af passivposten, og at Skattestyrelsen der kun kunne have ændre beregningen af passivposten inden for denne frist.
Landsretten nåede imidlertid til en anden konklusion. Landsretten fastslog, at boafgiftslovens § 27, stk. 2 kun gælder for værdiansættelsen af selve gaven og ikke for ændring af passivposten. Denne konklusion blev understøttet af lovens systematik, hvor § 28 regulerer fradrag for passivposter, der fastsættes efter kildeskattelovens § 33 D, før gaveafgiftsberegningen. Landsretten fandt desuden, at forarbejderne ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at udvide fristen til at omfatte ændringer af passivposter. Retten vurderede, at bemærkningen i forarbejderne om, at materialet til værdiansættelsen også inkluderer “[…] beregninger over passivposter og lignende”, ikke kunne fortolkes som en indikation af, at fristen i § 27, stk. 2, skulle gælde for ændringer af passivposter. Landsretten konkluderede derfor, at skattemyndighederne havde handlet rettidigt i forbindelse med ændringen af gaveafgiften.
Landsrettens afgørelse kan virke konsekvent, men den fremstår samtidig rimelig i sin substans. En væsentlig usikkerhed ved generationsskifter er ansættelsen af virksomhedens værdi til ”handelsværdien” da det rummer en betydelig grad af skøn. Det er denne usikkerhed som fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2 har til formål at reducere. Opgørelsen af passivposten er en simpel matematisk beregning ud fra de ansatte værdier og rummer i sig selv ikke noget skøn. Når gaveanmeldelsen indeholder en væsentlig og objektiv fejl – som at angive en passivpost baseret på 100 % i stedet for 50 % – synes det mindre rimeligt, at skatteyderen kan undgå en korrekt gaveafgiftsberegning ved at påberåbe sig fristbeskyttelse. Det er ikke formålet med 6 måneders fristen at afskære SKAT fra at korrigere åbenlyse fejl, men derimod at beskytte skatteyderne mod skønsmæssige usikkerheder. Hvis passivposten er opgjort korrekt, vil den stadig være omfattet af fristbestemmelsen i boafgiftslovens § 27, stk. 2.
Sagen er anket til Højesteret, og det bliver interessant at se, hvordan Højesteret forstår fristbestemmelsen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, da sagen indeholder både praktiske og teoretiske perspektiver. 6 måneders fristen har stor praktisk betydning, idet den giver mulighed for en hurtig afklaring og øget sikkerhed for de involverede parter. Derudover kan sagen få væsentlig indflydelse på både den generelle fortolkningsstil og den konkrete forståelse af skatteretlige værdiansættelser.
Vi vil naturligvis følge op på sagen og dens videre betydning, når Højesteret har afsagt dom.