Formueforholdet mellem ægtefæller er reguleret i en lov fra 1925. Denne lov fastslår, at ægtefæller som udgangspunkt har fuldstændigt formuefællesskab, hvilket betyder, at de ved separation eller skilsmisse skal dele, alt hvad de ejer og har.
Delingsreglen gælder dog kun positive aktiver. Gæld og andre passiver skal man ikke dele, for ægtefæller hæfter ikke for hinandens gæld.
Hvis ægtefællerne ønsker en anden ordning med helt eller delvist særeje eller f.eks. en blandet ordning, hvor der er formuefællesskab ved død men særeje ved skilsmisse, så står det dem frit for. Blot skal de indgå en aftale om det. Det er sådan en aftale, der hedder en ægtepagt.
Der er altså forholdsvist frit slag med hensyn til, hvordan man vil arrangere sig med formueforholdene under den nugældende lovgivning.
Ligestillings- og Socialministeriet, som for nyligt har fået overdraget familieretten under sit ressort, har netop sendt en betænkning på gaden, der handler om ægtefællers økonomiske forhold, og som foreslår en helt ny lov på området.
Hovedindholdet af den nye lov er, at man vil opretholde men begrænse formuefællesskabet, sådan at formuefællesskabet som udgangspunkt kun kommer til at omfatte de aktiver, som ægtefællerne har tjent eller oparbejdet efter ægteskabets indgåelse. Formuefællesskabet skal således ikke omfatte det, ægtefællerne hver for sig ejede, da de indgik ægteskabet, ligesom det heller ikke nødvendigvis skal omfatte arv og gaver, som ægtefællerne modtager. De aktiver, som ægtefællerne hver for sig har ved indgåelsen af ægteskabet, og som holdes udenfor formuefællesskabet, bliver således deres særeje.
Der er imidlertid ikke i udvalget enighed om, hvordan dette lovgivningsmæssige særeje skal opgøres. Et flertal i udvalget mener, at der skal være tale om et trinvist særeje, således at der først, når ægteskabet har varet i 8 år, er fuldstændigt formuefællesskab også med de aktiver, som ægtefællerne havde med ind i ægteskabet. Denne trinvise indførelse af fuldstændigt formuefællesskab skal efter flertallets opfattelse ske med 1/8 pr. år i de første 8 år, således at der i år 8 er fuldstændigt formuefællesskab.
Et mindretal i udvalget bryder sig ikke om denne trinvise ordning og foreslår simpelthen, at et beløb svarende til værdien af de aktiver, den enkelte ægtefælle havde med ind i ægteskabet, skal være den pågældendes særeje.
Et andet mindretal vil i stedet bare have en nødløsningsregel, der siger, at hvis en ligedeling vil være urimelig, så kan retten bestemme, at en ægtefælle helt eller delvist kan beholde værdien af sin egen formue ved separation eller skilsmisse.
Udvalgets forslag til ny ægteskabslov bliver i øjeblikket markedsført forholdsvist bastant som en modernisering af ægteskabsloven. Sådan skete det bl.a. ved en stor TV-udsendelse forleden, hvor man til skræk og advarsel omtalte bl.a. en fabrikant fra Århus-egnen og en udenlandsdansker, hvis bodelingssager havde trukket ud i årevis og for udenlandsdanskerens vedkommende vist nok i 25! Til det sidste er vist nok kun at sige, at hvis en bodelingssag varer 25 år, så har man vist selv været skyld i det! Det er i hvert fald ikke hverken domstolene eller lovgivningen, der afstedkommer en sådan forsinkelse.
Det er desuden svært at se, hvorfor den foreslåede nye lov (naturligvis bortset fra en række sproglige forenklinger) skulle være mere moderne end den gamle. Udvalget henviser til forskellige opinionsundersøgelser, der synes at vise, at folk for det første har svært ved at forstå reglerne om formuefællesskab og for det andet synes, at det er urimeligt, hvis man skal dele alt og navnligt også alt det, man havde med, inden man indgik ægteskabet.
Der er ingen tvivl om, at formuefællesskabet med en ligedeling, der som udgangspunkt omfatter alt, oprindeligt er indført for at beskytte den svage part i ægteskabet. I 1925 var den svage part som altovervejende hovedregel kvinden. I dag er det måske stadigvæk oftest kvinden men dog også temmelig tit manden. Men at den ene part i et ægteskab i økonomisk henseende er ringere stillet end den anden, er fortsat det typiske.
Formålet med en lovgivning, der regulerer formueforholdet mellem ægtefæller, må være at etablere en lovgivning, der som udgangspunkt tilfredsstiller behovet hos flest mulige borgere, sådan at kun et mindretal behøver at oprette ægtepagt for at få en anden ordning end lovens hovedregel.
I øjeblikket har vi en lov med en hovedregel om fuldstændigt formuefællesskab, som medfører, at de, der er utilfredse med dette og gerne vil have en eller anden form for særeje, må lave ægtepagt herom.
Hvis forslaget til den nye lov bliver gennemført, får vi en hovedregel, der går ud på det modsatte, således at de, der ønsker et fuldstændigt formuefællesskab, må lave en ægtepagt om dette.
At markedsføre denne ændring som en ”modernisering” af loven forekommer at være mere populistisk end egentligt retvisende. At indføre et system med trinvist formuefællesskab vil f.eks. kunne medføre, at der spekuleres i, hvornår separationsbegæringen skal indgives. Det vil kunne give anledning til mange konflikter og besværligheder, alt sammen til skade for den svage part.
Skulle det nu være moderne?