Esbjerg
Esbjerg Brygge 28
6700 Esbjerg
Se vores åbningstider
København
H. C. Andersens Blvd. 45
1553 København V
Se vores åbningstider
Herning
Dalgasgade 21, 2
7400 Herning
Se vores åbningstider
Skjern
Bredgade 67
6900 Skjern
Se vores åbningstider
Aarhus
Kalkværksvej 1, 2.
8000 Aarhus
Se vores åbningstider
27. aug. 2026

Ny EU-dom om rækkevidden af lovvalg ved koncerninterne lån og insolvens

For virksomheder med aktiviteter og selskaber på tværs af EU-landenes interne grænser er dommen i sag C-43/25 værd at bemærke. 

EU-Domstolen fastslog den 19. marts 2026, at en kreditor registreret i Østrig, der havde modtaget tilbagebetaling af et lån til et koncernforbundet selskab registreret i Tyskland kort tid før dette selskabs insolvens, ikke kunne undslå sig et krav om tilbageførelse af beløbet til konkursmassen i Tyskland, når kravet om tilbagebetaling havde til formål at håndhæve den nationale konkursordens regler om kreditorernes ligebehandling og prioritetsstilling. Dette gjaldt, uanset at låneaftalen var underlagt østrigsk ret, som afskar muligheden for en sådan tilbagebetaling. 

For danske koncerner betyder det, at et dansk selskab ikke nødvendigvis kan undgå virkningerne af udenlandske insolvensregler (inden for EU) ved at vælge dansk ret som gældende for en koncernintern låneaftale. Hvis insolvensbehandlingen åbnes i en anden medlemsstat, vil insolvenslandets regler om kreditorernes prioritet og tilbageførsel af betalinger kunne få afgørende betydning uanset dette lovvalg.

Den danske EU-særordning

Dommen omtalte specifikt insolvensforordningens artikel 13, hvorefter der gøres en undtagelse fra hovedreglen om, at insolvenslandets ret regulerer omstødelse af dispositioner foretaget før konkurs. EU-Domstolen nåede frem til, at sagen ikke vedrørte omstødelse, men kreditorernes prioritetsstilling i konkursen. Efter tysk ret var krav om betaling af koncernlån efterstillede krav. 

Fra et dansk perspektiv er dommen også interessant, selv om Danmark som følge af retsforbeholdet ikke deltager i EU's insolvensforordning. Dette indebærer, at anerkendelse af og samspillet med udenlandske insolvensbehandlinger i højere grad må vurderes efter dansk national ret, nordiske regler og almindelige internationalprivatretlige principper.

Dommen vil derfor ikke nødvendigvis få samme direkte processuelle betydning i forhold til insolvensprocedurer åbnet i Danmark. Den illustrerer imidlertid et grundlæggende princip, som også er velkendt i dansk insolvensret: at hensynet til ligebehandling af kreditorerne og konkursordenen kan have forrang frem for de aftaleretlige forhold mellem koncernforbundne selskaber.

For danske koncerner betyder dommen dog formentlig, at et dansk selskab ikke nødvendigvis kan undgå virkningerne af andre medlemsstaters insolvensregler ved at vælge dansk ret som lovvalg for en intern låneaftale. Hvis insolvensbehandlingen åbnes i en anden medlemsstat, vil insolvenslandets regler om kreditorernes prioritet og tilbageførsel af betalinger kunne få afgørende betydning. 

Praktisk læring

For koncerner med aktiviteter i både Danmark og øvrige EU-lande understreger dommen behovet for at vurdere insolvensretlige risici allerede ved etableringen af interne finansieringsstrukturer. Lovvalgsklausuler og koncerninterne låneaftaler giver ikke nødvendigvis beskyttelse mod de insolvensretlige regler, der finder anvendelse dér, hvor en eventuel insolvensbehandling åbnes.

For danske virksomheder er det værd at bemærke, at Danmark ikke deltager i EU's insolvensforordning. Dommen gælder derfor ikke direkte i Danmark. Afgørelsen viser imidlertid den stærke tendens i europæisk insolvensret til at beskytte konkursordenen og hindre, at koncernforbundne långivere gennem lovvalgsklausuler opnår en bedre stilling end den, som insolvensretten tillægger dem. Endelig bemærkes, at der i forhold, der vedrører de nordiske lande, gælder særlige regler, jf. den nordiske konkurskonvention. 

Har du spørgsmål til internationale forhold, lovvalg og international privatret, især i relationen Danmark-Tyskland, så ret henvendelse til Mikael Hedager Würtz, partner og advokat (H), LL.M. (Heidelberg).

Har du spørgsmål til insolvensretlige problemstillinger, kan du med fordel kontakt Mark Søtrup, partner og advokat.