Esbjerg
Esbjerg Brygge 28
6700 Esbjerg
Se vores åbningstider
København
H. C. Andersens Blvd. 45
1553 København V
Se vores åbningstider
Herning
Dalgasgade 21, 2
7400 Herning
Se vores åbningstider
Skjern
Bredgade 67
6900 Skjern
Se vores åbningstider
1. mar. 2022

Indtræden i gensidigt bebyrdende aftaler – forebyggende rekonstruktion, rekonstruktion og konkurs

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 20. juni 2019 Rekonstruktions- og Insolvensdirektivet, blandt andet med henblik på at sikre virksomheder i økonomiske vanskeligheder adgang til forebyggende rekonstruktion. Konkursrådet har herefter på anmodning fra Justitsministeriet udarbejdet betænkning nr. 1579 med forslag til ændringer i konkursloven til implementering af direktivet.

Konkursrådet har imidlertid også fundet anledning til at foreslå en række ændringer i konkursloven, som ikke direkte udspringer af direktivet.

I det følgende skal særligt Konkursrådets forslag til ændring af reglerne om fortsættelse af eller indtræden i gensidigt bebyrdende aftaler omtales.

Gensidigt bebyrdende aftale om løbende ydelser – gældende regler

Hvad angår retsvirkningen af at videreføre en aftale om løbende ydelser i rekonstruktion, følger det af konkurslovens § 12 p, stk. 2, at medkontrahentens krav får § 94-status for krav for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og indtil en eventuel opsigelse. Skyldner kan opsige denne type kontrakter med en måneds varsel.

Ordlyden af § 12 p svarer ikke helt til den tilsvarende regel om konkurs i konkurslovens § 56, stk. 2, der hjemler massekravstatus på § 93 niveau for medkontrahentens vederlag for tiden efter konkursdekretet og indtil en eventuel opsigelse.

Østre Landsret har i november 2021 afsagt to domme omkring § 56, stk. 2 – altså konkurssituationen – hvor det er slået fast, at henholdsvis et indretningstilskud og en stay-on bonus ikke kan anses som periodiske vederlag. Derfor fastslog landsretten, at de to krav ikke, som følge af konkursboets indtræden i kontrakterne, fik status af § 93 massekrav. I afgørelserne blev det implicit lagt til grund, at de nævnte krav heller ikke fik massekravsstatus i henhold til konkurslovens § 56, stk. 1, som generelt handler om gensidigt bebyrdende aftaler, og ikke særligt om aftaler med løbende ydelser.

I tråd hermed har Vestre Landsret den 24. januar 2022 truffet afgørelse om, at et krav på istandsættelsesudgifter i et lejeforhold, som konkursboet var indtrådt i, heller ikke fik status som massekrav i medfør af § 56, stk. 1 eller 2.

Endelig har Vestre Landsret den 16. februar 2022 truffet afgørelse om, at betaling af forpagtningsafgift og regulering heraf, er betaling for en løbende ydelse omfattet af konkurslovens § 56, stk. 2. Den omstændighed at der i henhold til forpagtningsaftalen skulle ske en efterregulering af forpagtningsafgiften, som først fandt sted efter konkursens indtræden, førte ikke til at kravene fik § 93 status, da kravene vedrørte perioden før konkursens indtræden.

Konkursrådet forslag til en lovændring

Konkursrådet bemærker i betænkning 1579, at rådet finder at Østre Landsrets afgørelser er korrekte og hensigtsmæssige. (Afgørelserne fra Vestre Landsret var ikke truffet på tidspunktet for udarbejdelse af betænkningen, men har som nævnt samme resultat).

Konkursrådet udtaler dog, at man er usikker på om udfaldet i Landsretten var blevet det samme, hvis der havde været tale om en rekonstruktion, idet konkurslovens § 12 p, som nævnt, foreskriver at krav – ikke vederlag – for tiden efter indledning af rekonstruktion får status af sekundære massekrav - § 94 krav.

Konkursrådet foreslår derfor, at man også anvender udtrykket ”vederlag” i konkurslovens § 12p, stk. 2.

Derudover finder Konkursrådet, at det bør præcises, at henholdsvis § 12 p stk. 2 og § 56, stk. 2 udtømmende regulerer medkontrahentens stilling, når der er tale om kontrakter om løbende ydelser.

I den forbindelse finder Konkursrådet, at medkontrahenten dog bør opnå § 94, henholdsvis § 93-status for krav, som skyldes skyldnerens faktiske dispositioner under rekonstruktions- eller konkursbehandlingen.

Det vil eksempelvis medføre, at hvis skyldneren viderefører en lejeaftale, vil krav vedrørende skyldners slitage eller beskadigelse af det lejede under rekonstruktion, eller konkursboets beskadigelse af det lejede i en konkursperiode, også opnå status i henhold til konkurslovens § 94 eller § 93, mens krav fra før skæringsdagen alene vil have status som simple krav i henhold til § 97.  

Gensidigt bebyrdende aftaler om successive ydelser

Nogle gensidigt bebyrdende aftaler omfatter såkaldte successive ydelser.

Det er Konkursrådets opfattelse, at en successiv ydelse – i modsætning til en delydelse, er kendetegnet ved, at ydelsen kan stå alene. Der kan eksempelvis være indgået en aftale om, at medkontrahenten skal levere varer til skyldneren efterhånden, fx på en foderkontrakt i landbruget, hvor der løbende hver måned leveres en delmængde soyakorn.

I forhold til aftaler om successive ydelser har Konkursrådet også fundet anledning til at foreslå en tilføjelse til konkurslovens § 12 p, stk. 2 og § 56. Forslaget er, at det specifikt skal fremgå af bestemmelserne, at alene den del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præsteret efter rekonstruktionens, henholdsvis konkursens indledning, har status i henhold til § 94 (rekonstruktion) og § 93 (konkurs).

Ændringerne skal gælde uanset om det er medkontrahenten eller skyldner, der skal levere realydelsen, og uanset om aftalen fastsætter en minimumsaftageforpligtelse. Har skyldner eksempelvis forpligtet sig til at levere varer til medkontrahenten, 5 paller med én pr. måned, vil medkontrahentens krav på naturalopfyldelse eller erstatning for varer leveret under rekonstruktion eller konkurs have status i henhold til konkurslovens § 94 eller § 93, mens krav vedrørende varer leveret forud for skæringsdagen vil have status som simple krav - § 97 krav. § 94 eller § 93 status forudsætter selvfølgelig at kontrakten er videreført i rekonstruktion eller at konkursboet er indtrådt.

Modregning overfor skyldners krav i henhold til videreførte aftaler

Som beskrevet ovenfor foreslås det lovfæstet, at medkontrahentens krav i løbende kontrakter, eller kontrakter om successive ydelser, fx på erstatning vedrørende ydelser leveret før rekonstruktion eller dekret, ikke har status i henhold til § 94 eller § 93, men alene udgør et simpelt krav.

Af den nugældende konkurslovs § 12 g, stk. 3 fremgår, at medkontrahenten ikke kan benytte et sådant § 97 krav til modregning overfor skyldner. Skyldner har derfor ved at fortsætte aftalen i rekonstruktion, krav på effektiv betaling af sit fakturakrav.

Højesteret har dog i en afgørelse, U2021.114H fundet, at § 12 g, stk. 3 ikke begrænser adgangen til såkaldt konneks modregning, altså modregning med krav, som udspringer af samme kontakt.

Det er Konkursrådets opfattelsen, at den af Højesteret skabte retstilstand strider mod formålet med konkurslovens § 12 g, stk. 3.

Konkursrådet foreslår derfor, at modregningsbegrænsningen i konkurslovens § 12 g, stk. 3 også skal gælde for konnekse krav, men kun i det omfang, der er tale om aftaler om løbende ydelser eller successive ydelser.

Derimod vil Konkursrådet ikke udvide forbuddet i § 12 g, stk. 3 til at angå konneks modregning med krav i henhold til en enkeltstående kontrakt. Det betyder, at hvis en entreprenør der har indgået aftale om opførelse af et sommerhus, træder i rekonstruktion og viderefører arbejdet, vil bygherren fortsat kunne modregne mangels- eller forsinkelseskrav vedrørende sommerhuset overfor entreprenøren, da kravene er konnekse, og aftalen ikke angår en løbende eller successiv ydelse.  

Konkursrådet foreslår videre, at reglerne i konkurs affattes på samme måde ved en tilsvarende ændring af konkurslovens § 42. Med tilføjelsen i § 42 sikres, at en medkontrahent, som ikke ville kunne modregne under en forebyggende rekonstruktionsbehandling eller en almindelig rekonstruktionsbehandling, ikke får mulighed for modregne blot ved at skyldner overgår til konkurs.

Vores bemærkninger

Hos Kirk Larsen & Ascanius´ insolvensafdeling er vi blandt andet specialiserede i rekonstruktion og konkurs indenfor landbruget, og vi har blandt andet ført den retssag, som er nævnt ovenfor omkring regulering af forpagtningsafgift. Derfor hilser vi også Konkursrådets forslag til præcisering af konkursloven velkommen, således at unødig procesførelse fremadrettet undgås.

Præciseringen af, at medkontrahenten opnår § 94, henholdsvis § 93-status for krav, som skyldes skyldnerens faktiske dispositioner under rekonstruktions- eller konkursbehandlingen, gør efter vores opfattelse, at rekonstruktører og kuratorer i måske højere grad fremover skal være opmærksomme på fordele ved at få udarbejdet en stadeforretning/indflytningsrapport ved fortsættelse af/indtræden i kontrakter om løbende ydelser.

Du kan læse mere om Vestre Landsrets dom af 16. februar 2022 her.