Kirk Larsen & Ascanius’ insolvensteam i Esbjerg er – udover den hidtidige leder Corna Levin Munchs fratræden - intakt og opretholder sin høje faglige ekspertise samt stærke kontaktnet.
Vi glæder os derfor rigtig meget til at kunne byde advokat og partner Mark Søtrup velkommen tilbage til Kirk Larsen & Ascanius – denne gang som ny leder af vores insolvensafdeling.
Mark har en stærk faglig profil inden for insolvensret og har – frem til sidste år - været en del af Kirk Larsen & Ascanius’ insolvensafdeling i næsten 14 år. Med sit indgående kendskab til både retsområdet, vores organisation – og ikke mindst vores samarbejdspartnere - er vi overbeviste om, at han er den rette til at videreføre og styrke insolvensafdelingen og vores position i markedet.
Mark tiltræder pr. 15. april, og vil - sammen med et intakt specialist-team i Esbjerg - arbejde målrettet på at videreudvikle vores rådgivning inden for konkurs, rekonstruktion og øvrige insolvensretlige forhold. Alt sammen med fokus på høj faglighed, ordentlighed og effektiv sagsbehandling – til gavn for kreditorerne.
"Vi er rigtig glade for, at Mark Søtrup har sagt ja til at overtage ledelsen af vores insolvensafdeling og således vende tilbage til Kirk Larsen & Ascanius. Mark er kendt som en vellidt, dygtig og faglig stærk advokat, og vi glæder os til at styrke vores position inden for insolvens sammen med ham," siger Managing Partner Peter Kirk Larsen.