Esbjerg
Esbjerg Brygge 28
6700 Esbjerg
Se vores åbningstider
København
H. C. Andersens Blvd. 45
1553 København V
Se vores åbningstider
Herning
Dalgasgade 21, 2
7400 Herning
Se vores åbningstider
Skjern
Bredgade 67
6900 Skjern
Se vores åbningstider
1. mar. 2022

Konkursboers indtræden i forpagtningskontrakter – Vestre Landsrets dom af 16. februar 2022.

I landbrugsforhold er det almindeligt, at den konkursramte landmand forud for dekret er part i flere forskellige typer af løbende kontrakter, fx aftaler om leje af maskiner, staldbygninger eller leje af jord (forpagtning).

Det er almindeligt kendt at et konkursbo i henhold til konkurslovens § 55, stk. 1 kan indtræde i ”de af skyldner indgåede gensidigt bebyrdende aftaler” – hvilket betyder at konkursboet kan fortsætte som aftalepart i sådanne aftaler.

Både i teori og praksis har der dog været uenighed om hvilke krav, der som følge af konkursboets indtræden opnår status af massekrav, jf. konkurslovens § 93, og hvilke krav, der står tilbage som simple § 97 krav. Uenigheden handler om fortolkning af konkurslovens § 56.

Både Østre og Vestre Landsret har de seneste par år haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet i flere sager, og senest har Vestre Landsret den 16. februar 2022 truffet afgørelse i en sag om et konkursbos indtræden i en forpagtningsaftale.

Hos Kirk Larsen & Ascanius´s insolvensafdeling har vi som kurator i konkursboet ført sagen i både byretten og Landsretten, hvor sagen fik det resultat, som konkursboet påstod.

De faktiske omstændigheder

Sagen handler om et interessentskab, der drev landbrugsvirksomhed, men blev taget under konkursbehandling den 12. december 2018. Selskabet havde forud for dekret indgået en 5-årig forpagtningsaftale løbende fra den 21. august 2014 til den 20. august 2019.

Efter dekret meddelte kurator at konkursboet indtrådte i aftalen for den resterende del af forpagtningsperioden.

Af forpagtningskontrakten fremgik at forpagtningsafgiften skulle betales kvartalsvis forud med ¼ hver den 20. august, 20. november, 20. februar og 20. april.

Forpagtningsafgiften var ifølge kontrakten udregnet som et á conto beløb, hvor kapiteltaksten for hvede offentliggjort i forpagtningsåret (men gældende for året inden) var anvendt.

I tillæg hertil var det aftalt, at grundtaksten for jorden hver år skulle reguleres med baggrund i kapiteltaksten det følgende år, som offentliggjort af Danmarks Statistik, normalt i februar måned.

Herudover skulle der ske regulering med den til enhver tid værende mælke/kvægpræmie, som forpagter skulle hjemsøge med baggrund de betalingsrettigheder, der var udlånt som en del af forpagtningsaftalen.

Omkring dyrkning af jorden og vedligehold var det aftalt, at forpagter ved forpagtningens ophør skulle udtage jordprøver og aflevere jorden med samme reaktionstal for værdierne P og K, som ved forpagtningens start. Det var også aftalt, at forpagter løbende skulle vedligeholde dræn, tilstødende grøfter, hegn, beplantning, stier, veje, overkørsler, brinker og vandløb på det forpagtede areal.

Tvisten

Som kurator var vi af den opfattelse, at konkursboet ved sin indtræden blev forpligtet til som massekrav at betale den løbende forpagtningsafgift periodiseret for perioden fra dekret og frem til den 20. august 2019. Konkursboet hjemsøgte endvidere EU-støtte, herunder kvægpræmie for 2019, og konkursboet anerkendte også regulering heraf i februar 2020 på massekravsniveau.

Kurator anerkendte dog ikke regulering af jordleje og kvægpræmie vedrørende 2018 som massekrav, idet reguleringen, efter kurators opfattelse, vedrørte perioden forud for dekret.

I forhold til kravet vedrørende kalkning og vedligehold af dræn etc, var det principalt kurators opfattelse, at kravet som helhed ikke kunne opnå massekravsstatus, subsidiært at kravet måtte periodiseres på samme måde som den løbende forpagtningsafgift.

Bortforpagter var på den anden side af den opfattelse, at konkursboet ved sin indtræden forpligtede sig til på massekravsniveau (§ 93), at betale såvel regulering af forpagtningsafgiften med kapiteltaksten, regulering med mælke/kvægpræmie vedrørende forpagtningsåret 2018 og kravet vedrørende vedligehold, fordi beløbene først kunne opgøres og forfaldt efter konkursboets indtræden.

Som følge af kurators afvisning af kravet blev sagen anlagt af bortforpagter som en fordringsprøvelsessag.

Regelgrundlaget

Som nævnt indledningsvis handlede tvisten om fortolkning af konkurslovens § 56 der har følgende ordlyd:

”Indtræder boet i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på aftalens vilkår.

Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet ved sin indtræden forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt. eller § 61, stk. 1, som massekrav."

Uenigheden i teori og praksis har været om aftaler om løbende ydelser (herunder fx leje og forpagtningsaftaler) reguleres både af konkurslovens § 56, stk. 1 og stk. 2, sådan at vederlag efter dekret får massekravsstatus efter § 56, stk. 2, mens øvrige krav, der udspringer af kontrakten, fx krav på vedligeholdsudgifter, får massekravsstatus i medfør af § 56. stk. 1.

Byrettens dom

I den konkrete sag kom skifteretten i Horsens den 4. maj 2021 frem til at kravet på regulering af forpagtningsafgiften for 2018 med kapiteltaksten måtte anses for stiftet ved kontraktens indgåelse – altså før dekret - hvorfor kravet alene blev anerkendt som simpelt, uagtet at kravet opstod som følge af en regulering der skete efter dekret.

Derudover lagde byretten (fejlagtigt) til grund, at bortforpagter ikke modtog kvægpræmie for 2018, fordi konkursboet på ansvarspådragende vis ikke havde hjemsøgt støtten. Byretten dømte derfor konkursboet til at udrede denne del af kravet som massekrav, baseret på et erstatningsretligt synspunkt.

Endelig fandt byretten, at kravet vedrørende kalkning, vedligeholdelse af dræn etc. relaterede sig til forhold, som havde udviklet sig over tid gennem hele forpagtningsperioden, herunder også i den periode, hvor konkursboet var indtrådt, hvorfor kravet skulle periodiseres svarende til konkursboets subsidiære påstand.

Landsrettens dom

Som antydet var det kurators opfattelse, at byrettens dom delvist byggede på forkerte forudsætninger.

Ifølge reglerne for ansøgning om EU-støtte, herunder ansøgning om såkaldt kvægpræmie, var det tidsmæssigt ikke muligt for konkursboet at søge EU-støtte i december 2018 da skyldner gik konkurs. Derfor valgte kurator at anke byrettens dom til landsretten.

Ved dom af 16. februar 2022 anerkendte Landsretten at konkursboet ikke havde handlet ansvarspådragende i relation til ansøgning om EU-støtte/kvægpræmie.

Landsretten fastslog på den baggrund, at både forpagtningsafgift og kvægpræmie, i henhold til kontrakten, udgør betaling for en løbende ydelse omfattet af konkurslovens § 56, stk. 2. Eftersom kravene vedrører perioden forud for dekret fastslår landsretten at begge krav er simple, jf. konkurslovens § 97.  

For så vidt angår kravet vedrørende kalkning, vedligeholdelse af dræn etc. var landsretten af samme opfattelse som byretten – nemlig at kravet relaterer sig til forhold, som havde udviklet sig over tid gennem hele forpagtningsperioden, herunder også i den periode, hvor konkursboet var indtrådt, hvorfor kravet periodiseres svarende til konkursboets subsidiære påstand.

Retsstillingen nu

Vestre Landsret har dermed lagt sig fast på den praksis, som også er lagt ved to Østre Landsrets domme af 8. november 2021. Her kom landsretten frem til at henholdsvis et indretningstilskud og en stay-on bonus ikke kan anses som periodiske vederlag, hvorfor kravene ikke som følge af konkursboets indtræden fik status af § 93 massekrav.

I afgørelserne blev det implicit lagt til grund, at de nævnte krav heller ikke fik massekravsstatus i henhold til konkurslovens § 56, stk. 1. Det vil sige, at aftaler om løbende ydelser, alene reguleres af § 56. stk. 2.

Det samme resultat kom Vestre Landsret til den 24. januar 2022, hvor et krav på istandsættelsesudgifter i et lejeforhold, som konkursboet var indtrådt i, heller ikke fik status som massekrav i medfør af § 56, stk. 1 eller 2.

Med dommene har landsretten også gjort op med det synspunkt, at det har nogen betydning for konkursboets hæftelse, hvornår ydelsen forfalder. Det har alene betydning om der er tale om vederlag og hvilken periode vederlaget vedrører.

I et landbrugsforhold vil det betyde, at et konkursbo kan indtræde i en forpagtningsaftale, fx i juni måned og opsige aftalen fx ultimo oktober med henblik på at bjerge høsten mod ”kun” på massekravsniveau at honorere - i eksemplet - 5/12 af forpagtningsafgiften for hele året. 

På grund af forpagtningsforholds særegne natur hvor afgiften måske kun forfalder en gang om året, således at bortforpagter ikke forud for konkursen har modtaget nogen ydelse overhovedet, rammes bortforpagter uforholdsmæssigt hårdere end den udlejer, som har oppebåret vederlag månedligt, og derfor ikke har nævneværdige restancer pr. dekret, og måske ovenikøbet har et depositum som dækker disse restancer. Der syntes dog ikke længere at være tvivl om retsstillingen.

Konkursrådet har i betænkning 1579 af 1. februar 2022 udtalt, at Østre Landsrets afgørelser efter rådets opfattelse er korrekte og hensigtsmæssige. Konkursrådet har på den baggrund foreslået, at konkurslovens § 56 præciseres, så retsstillingen klart fremgår. Vi har i et andet indlæg redegjort nærmere for de foreslåede ændringer til konkursloven, som kan læses her.

Indflytningssyn

I henhold til resultat fra både byretten og landsretten i sagen om forpagtning, hæfter konkursboet på massekravsniveau for den del af vedligeholdelsesudgifterne, som relaterer sig til den periode, hvor konkursboet var indtrådt i kontrakten.

Konkursrådet foreslår at denne retsstilling lovfæstes, således at det fremover klart vil fremgå af konkurslovens § 56, stk. 2, at medkontrahenten opnår massekravsstatus for krav, som skyldes skyldnerens faktiske dispositioner under konkursbehandlingen.

Med baggrund heri er det vores opfattelse, at kurator i forbindelse med indtræden i aftalen om løbende ydelser, bør overveje – gerne sammen med udlejer, at afholde et ”indflytningssyn” i forbindelse med indtræden i forpagtnings/lejeforhold, således at det bevismæssigt står klart, hvilken slitage/skader der var i det lejede på dette tidspunkt.