Publiceret i Fiskeritidende den 2. december 2017
Erhvervsdrivende anvender i stort omfang såkaldte ”almindelige leveringsbetingelser” i deres forretninger.
Almindelige salgs- og leveringsbetingelser indeholder en række standardvilkår, som virksomheden ønsker, skal være gældende for alle de aftaler, den indgår.
Det kan være spørgsmål om betalingsvilkår, rentesatser ved forsinket betaling, fastsættelse af leveringstider, klausuler om hvordan uenigheder skal afgøres, eller spørgsmål om hvordan eventuelle fejl og mangler ved det leverede skal behandles. Og typisk er det også i de almindelige salgs- og leveringsbetingelser, man finder virksomhedens ansvarsbegrænsninger.
Hvis virksomhedens samhandelspartner er en forbruger, er der snævre grænser for, hvad virksomheden kan fastsætte i sine almindelige salgs- og leveringsbetingelser, for loven forhindrer, at man over for forbrugere giver dem en ringere retsstilling end den, der følger af de mange forbrugerbeskyttelseslove, f.eks. købeloven.
Men i et retsforhold mellem erhvervsdrivende er der i høj grad tale om aftalefrihed, så mellem erhvervsdrivende er der vide rammer for, hvad der gyldigt kan aftales.
Det første problem man støder på, er spørgsmålet om, hvorvidt de almindelige betingelser overhovedet er en del af parternes aftale.
Mange regner med, at det er tilstrækkeligt at sende de almindelige leveringsbetingelser ud til kunden sammen med fakturaen, men det er for sent, for fakturaen fremkommer typisk som det sidste led i forretningens gennemførelse. Hvis de almindelige leveringsbetingelser skal være gældende som aftalegrundlag, må de være sendt frem og accepteret sammen med den øvrige aftale. Det vil sige senest samtidig med ordrebekræftelsen. Hvis kunden således modtager et tilbud, som han accepterer, eller en ordrebekræftelse, hvori der er henvist til ”vedhæftede salgs- og leveringsbetingelser”, og kunden ikke protesterer over for de almindelige leveringsbetingelser, vil man normalt anse betingelserne for at være en del af parternes aftale, og kunden vil derfor være bundet af det, der står i de almindelige leveringsbetingelser, også selv om der er tale om ansvarsbegrænsninger, der stiller kunden ringere end f.eks. de almindelige regler i købeloven.
Særlige forhold kan dog gøre, at de alligevel ikke gælder fuldt ud, og et sådant tilfælde har Vestre Landsret for nyligt afgjort i en sag fra havnen i Thyborøn.
I denne sag var et skib blevet ombygget på værft i Thyborøn, og i den forbindelse var der bl.a. blevet installeret et nyt gear. Tre uger efter ombygningens færdiggørelse brød gearet sammen med det resultat, at skibet i selve havnebassinet kolliderede med et andet fartøj, der blev beskadiget. Dette fartøj anlagde sag mod værftet, der så igen lagde sag an mod gearleverandøren.
Værftet blev dømt til at betale erstatning til fartøjsejeren. I forholdet mellem værftet og leverandøren af gearet var forholdet imidlertid mere kompliceret, for gearleverandøren havde sørget for, at hans almindelige salgs- og leveringsbetingelser var gældende i dette retsforhold, og disse leveringsbetingelser indeholdt en klausul om, at også ”Orgalime S 2000” var gældende. Orgalime er en international organisation, der har vedtaget forskellige standardvilkår, som kan anvendes mellem forretningsdrivende i forbindelse med levering af mekaniske eller elektroniske produkter. I Orgalimes betingelser var der af betydning for den pågældende sag en meget vidtgående ansvarsbegrænsning, som gik ud på, at værftet skulle holde gearleverandøren skadesløs (dvs. friholde ham for ansvar) i en situation, hvor gearleverandøren ellers var ansvarlig for produktskader.
Hvis gearleverandørens almindelige leveringsbetingelser, inkl. Orgalime-bestemmelserne, derfor var en del af aftalen, så ville det betyde, at værftet ville komme til at bære det endelige ansvar for skaden på fartøjet.
Vestre Landsret nåede frem til et forholdsvis bemærkelsesværdigt resultat. På den ene side fastslog retten, at værftet og gearleverandøren havde handlet med hinanden i adskillige år, og at gearleverandørens almindelige leveringsbetingelser derfor måtte anses for at være kendt og accepteret af værftet, og dette gjaldt også de særlige leveringsbetingelser i Orgalime S 2000. Men lige præcis den bestemmelse i Orgalime-betingelserne, der indeholdt den vidtrækkende ansvarsfraskrivelse, mente landsretten ikke var gældende i relation til værftet, og landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at leveringsbetingelserne ikke havde været genstand for en drøftelse mellem parterne, at den vidtgående ansvarsfraskrivelse ikke var særlig fremhævet over for værftet, at værftet heller ikke havde modtaget Orgalime S 2000 fra leverandøren, og at Orgalimes betingelser i øvrigt ikke findes i en dansk oversættelse. Landsretten mente kort sagt ikke, at værftet stiltiende havde accepteret en så vidtgående ansvarsbegrænsning fra leverandørens side.
Sagen viser således, at selv mellem professionelle erhvervsdrivende kan der optræde vilkår i salgs- og leveringsbetingelserne, der er så ensidige til den ene parts fordel, at de ikke kan anses for gældende, medmindre de har været udtrykkeligt fremhævet.