Der har gennem den seneste tid været stort fokus i medierne på de såkaldte ”kartelsager”.
Konkurrencestyrelsen har i disse år stort fokus på at optrevle de såkaldte ”karteller”. Det er overordentlig ubehageligt for de virksomheder, der bliver mistænkt for at deltage i et ulovligt kartel, og alene den rene mistanke om at være medlem af et sådant kartel kan være ødelæggende for virksomhedens renommé, ligesom en eventuel straf meget nemt udmåles som bøder i millionklassen med mulighed for i de ekstra grove tilfælde også at blive idømt fængselsstraf.
Et ulovligt kartel foreligger, når flere virksomheder indgår aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. Det er vigtigt at notere sig den sidste tilføjelse om følgevirkningen. Man kan altså straffes for at deltage i et ulovligt kartel, selv om man slet ikke har haft til hensigt eller til formål at indgå en konkurrencebegrænsende aftale. Det ulovlige består allerede, hvis man efterfølgende kan konstatere, at den aftale, man har indgået, havde en konkurrencebegrænsende følgevirkning.
Den klassiske karteldannelse svarer til det, der i gammelt håndværkerslang blev kaldt for ”mestergris”: En bygherre udbyder en entreprise i licitation, og byens håndværksmestre aftaler i porten eller nede på kroen, hvis tur det er til at vinde licitationen, og så indretter de deres budgivning derefter, således at den, hvis tur det var, er sikker på at afgive den laveste pris og dermed få opgaven.
Men fra disse klare og åbenbart ulovlige konkurrencelovsovertrædelser er der en glidende skala ned til noget, der umiddelbart kan forekomme som værende helt uskyldigt. Konkurrenceloven indeholder nemlig også et forbud mod at indgå konkurrencebegrænsende aftaler indenfor branchesammenslutninger eller i den form, der i konkurrenceretten kaldes ”samordnet praksis mellem virksomheder”. Det sidste begreb er vanskeligt at få hold på, for ved en samordnet praksis ligger der jo ikke nogen egentlig aftale mellem virksomhederne. Der ligger blot den faktiske omstændighed, at de alle sammen opfører sig på samme måde - ikke nødvendigvis fordi de har siddet på kroen og aftalt det, men fordi de har indrettet sig efter hinanden.
F.eks. fik kørelærerne i flere byer for nogle år siden en bøde for ulovlig karteldannelse, fordi de tog de samme priser af eleverne.
På samme måde fik Danske Juletræsdyrkerforening i 2010 en bøde på kr. 500.000, fordi brancheforeningen i sit medlemsblad og på medlemsmøder løbende havde orienteret juletræsdyrkerne om prisstatistikker, markedsforhold og priskalkulationsmodeller og anbefalet medlemmerne brug af tilsvarende mindstepriser.
Der er sådan set ikke noget i vejen for, at en brancheforening indsamler og videregiver en række oplysninger om priser, markedsforhold, omsætningstal for virksomhederne osv. men efter praksis kræves det, at oplysningerne er anonymiseret og også anonymiseret på en sådan måde, at heller ikke et branchekyndigt medlem kan genkende konkurrenternes tal. F.eks. har Konkurrencestyrelsen fastslået, at danske automobilforhandleres brugtvognskataloger ikke er i strid med konkurrenceloven, fordi brugtbilsmarkedet er så stort og uoverskueligt, og de enkelte bilers model og stand så usammenlignelige, at brugtbilskataloget ikke giver den enkelte forhandler mulighed for at forudsige og tilpasse sig i forhold til konkurrenternes forretningsstrategier.
Den anden ende af skalaen er, hvis eksempelvis hotelbranchen ville udgive en prissammenligning over de i alt tre hoteller i en mindre provinsby. Her ville en sådan prissammenligning formentlig være ulovlig, selv om hotellerne var anonymiseret. Når der kun er tre hoteller i byen, så kan hver enkelt hoteldirektør jo for det første genkende sine egne tal, og så er der kun to hoteller tilbage, som han med sit branchekendskab også kan regne ud hvem er, og på den baggrund vil han kunne indrette sine værelsespriser, efter hvad konkurrenterne tager, og det må han ikke kunne.
For at sætte turbo på optrevlingen af ulovlige karteller er der i konkurrenceloven indsat en særlig bestemmelse, der giver mulighed for frit lejde til det medlem af et kartel, der først bryder ud og anmelder de andre karteldeltagere. Det kan godt diskuteres, om det er en køn måde at lave lovgivning på. Det ser i hvert fald ikke altid lige kønt ud, når der løbes om kap for at komme først ned til Konkurrencestyrelsen med en anmeldelse. Og det er selvfølgelig heller ikke altid, at det, der anmeldes, er ulovligt.