Noget om parkeringsafgifter

Der er flere måder at regulere menneskelig adfærd eller forvaltningen af knappe ressourcer på.

To af de almindeligt brugte er enten at pålægge straf for brud på gældende regler eller lægge en afgift på benyttelsen af de begrænsede ressourcer.

En gammel vittighedstegning illustrerer forskellen (eller ligheden!). Tegningen viser indgangen til to forskellige byparker. Foran indgangen til den ene park står et skilt med teksten ”Græsset må ikke betrædes. Overtrædelse straffes med en bøde på kr. 500”. Foran indgangen til den anden park står et skilt med teksten ”Græsset må gerne betrædes mod betaling af en afgift på kr. 500”.

I trafikken fik man i gamle dage parkeringsbøder, hvis man parkerede i strid med reglerne. I dag anvender færdselsloven udtrykket ”parkeringsafgift”, men for den bilist, der har parkeret i strid med reglerne, er der ikke den store forskel.

Derimod er der stor forskel på, om det sted, man holder ulovligt parkeret, er undergivet offentlige eller privatretlige regler.

De offentligretlige regler fremgår af færdselsloven og af de kommunale parkeringsregler, som kommunerne har beføjelse til at udstede med godkendelse af politiet. Disse regler hjemler som udgangspunkt en parkeringsafgift på kr. 510 og en forhøjet afgift på kr. 1.020 i særligt alvorlige tilfælde, f.eks. ved parkering ud for indkørslen ind til en ejendom eller uretmæssige parkering på en handicapparkeringsplads. Endvidere fremgår det af færdselsloven, at der kun kan pålægges én afgift i døgnet, og at der tidligst kan pålægges en ny afgift 24 timer efter, at den første afgift er pålagt, ligesom der for samme overtrædelse højest kan pålægges tre afgifter.

Ved parkering på private parkeringspladser, der overvåges af et af de talrige private parkeringsselskaber, gælder imidlertid helt forskellige regler, og det er op til grundejeren i samarbejde med parkeringsvagtselskabet at udforme disse regler. Hvis man parkerer i strid med reglerne, kan man pålægges en parkeringsafgift, hvis størrelse ikke er reguleret i nogen lov, men som fremgår af skiltningen på pladsen. Det afhænger i øvrigt af skiltningen på pladsen, hvilke regler man skal overholde, og det er op til grundejeren og parkeringsselskabet at sørge for, at skiltningen er tydelig og ikke kan misforstås.

Det er lidt af en jungle, og de følgende eksempler viser, hvilke problemer man kan komme ud for, idet domstolene gennem de seneste par år har afgjort en lang række sager.

Domstolene har lavet den tilgang til problemerne, at man anser parkering på en privat parkeringsplads som en aftaleindgåelse mellem bilisten og parkeringsselskabet: Parkeringsselskabet angiver i sin skiltning, hvilke aftalevilkår der gælder, hvis man vælger at parkere på pladsen, og ved at køre ind på pladsen og henstille sin bil under disse skiltninger, accepterer bilisten aftalevilkårene, der fremgår af skiltningen.

1. En advokat skulle besøge en ældre klient, der boede i et boligkompleks, hvor der var indgået aftale med et parkeringsselskab. Skiltningen på stedet viste, at parkering kun var tilladt med gyldig parkeringstilladelse eller gæstekort. Advokaten ankom til boligkomplekset, gik op til sin klient, der udfyldte et gæstekort, hvorefter advokaten gik ned til bilen for at anbringe gæstekortet i forruden. Da havde parkeringsvagten imidlertid allerede slået til og lagt en afgift. Landsretten fandt, at i mangel af anden angivelse på parkeringsskiltet, måtte vilkåret om gæstekort naturligt forstås således, at der var mulighed for at parkere uden gæstekort i en kort periode, mens gæstekortet blev hentet. Da advokaten var vendt tilbage til bilen med gæstekortet indenfor kort tid efter, at bilen var parkeret, havde hun ikke overtrådt parkeringsvilkårene, og hun blev derfor frifundet.
   
   
2. En bilist havde parkeret sin bil på en privat parkeringsplads ved et indkøbscenter, hvor der var skiltet med, at man højest måtte parkere i 3 timer, og at p-skive var påbudt. Bilisten havde en elektronisk p-skive, som havde udfald. Han havde derfor ved siden af den elektroniske p-skive, som han ikke kunne regne med, opsat en manuel p-skive. Den manuelle p-skive stillede han til kl. 15, mens den elektroniske viste kl. 15.15. I tidsrummet fra kl. 15.24-15.39 observerede p-vagten bilen og udstedte en kontrolafgift med angivelse af, at det var forbudt at have to p-skiver, og at det kunne misforstås, når man havde det. Et sådant krav var gældende i de kommunale parkeringsregler, men landsretten udtalte, at de offentligretlige regler ikke uden videre kunne overføres til private parkeringspladser, og da bilisten utvivlsomt havde holdt mindre end 3 timer på pladsen, blev han frifundet.
   
   
3. En bilist havde parkeret på en privat parkeringsplads, hvortil man kun kunne købe parkeringskort ved at gå ind på parkeringsselskabets hjemmeside og betale afgiften, hvorefter man kunne udskrive en parkeringsbillet, som skulle lægges i frontruden. Når man købte parkeringsbilletten, skulle man angive bl.a. bilens registreringsnummer og parkeringsperioden. Alt dette gjorde bilisten, men da han kom tilbage og skulle hente sin bil, lå den parkeringsbillet, som han sagde, han havde lagt i frontruden, på passagersædet, og i vinduesviskeren sad der en parkeringsafgift. Landsretten frifandt imidlertid bilisten for denne afgift med henvisning til, at parkeringsselskabet jo allerede via den betaling, der var foretaget på hjemmesiden, kunne se, at der var løst gyldig p-billet.
   
   
4. En bilist havde parkeret sin bil på et parkeringsareal bag et supermarked, hvor der ved skiltning var anført en tidsbegrænsning på 2 timer. Ved indkørslen til arealet var det på skiltningen anført, at der var parkeringsmulighed, ligesom supermarkedets åbningstider var angivet. Det var angivet, at supermarkedet lukkede kl. 20 på hverdage. Bilisten parkerede kl. 18.15 og stillede p-skiven i overensstemmelse hermed. Kl. 22.24 blev han pålagt en parkeringsafgift. Landsretten udtalte, at skiltningen kunne misforstås, fordi der ikke stod noget om, at de 2 timer gjaldt hele døgnet, og at bilisten derfor havde haft en vis grund til at formode, at parkeringsrestriktionerne ophørte kl. 20, hvor supermarkedet lukkede. Bilisten blev derfor frifundet.
   
   Jeg vil imidlertid slutte denne rundvisning på parkeringspladsen af med at nævne en helt ny dom fra Østre Landsret, der trækker i den modsatte retning, og som viser, hvor bogstaveligt man skal tage princippet om, at parkering på en privat parkeringsplads er en aftaleindgåelse, der skal vurderes efter de helt almindelige civilretlige regler i aftaleloven:
   
   
5. En bilist parkerede på et privat parkeringsareal, hvor det ved skiltning var oplyst, at ”Parkering er tilladt med p-skive”. Ved ankomsten til parkeringspladsen konstaterede bilisten imidlertid, at hans elektroniske p-skive var ude af funktion, og hvad gør man så, når elektronikken ikke virker? Bilisten fandt et stykke papir og en kuglepen og skrev på sedlen med tydelige bogstaver som overskrift ”P-skive”, og nedenunder skrev han ”Ankomsttid 11.30.” Da han vendte tilbage kort tid efter, havde parkeringsvagten pålagt ham en parkeringsafgift og anført som begrundelse ”Manglende brug af p-skive”. Bilisten førte med hjælp fra FDM sagen igennem to instanser men tabte begge steder. Landsretten udtalte, at det i forbindelse med parkering var naturligt at forstå påbuddet om ”p-skive”, som en urskive med bevægelige visere, og at anden forståelse ikke havde nogen rimelighed for sig. Placeringen i bilens forrude af en håndskreven seddel med angivelse af, at det var en p-skive, var således en tilsidesættelse af aftalevilkåret om brug af p-skive.
   
   Parkeringsselskabet havde i retten gjort gældende, at brug af en sådan løs seddel i stedet for en mere officiel p-skive kunne skabe uklarhed og medføre, at der ikke kunne foretages en effektiv kontrol, og det synspunkt har landsretten øjensynligt bøjet sig for, fordi landsretten mener, at bilisten har tilsidesat aftalevilkåret om, at der skal benyttes en egentlig p-skive for, at parkeringen er lovlig.

De aftalevilkår, som parkeringsselskaberne stiller op ved deres skiltning, skal således forstås særdeles bogstaveligt, og man kan øjensynligt ikke forlange, at ord som f.eks. ”konduite” skal indgå i p-selskaberne ordbog.