Esbjerg
Esbjerg Brygge 28
6700 Esbjerg
Se vores åbningstider
København
H. C. Andersens Blvd. 45
1553 København V
Se vores åbningstider
Herning
Dalgasgade 21, 2
7400 Herning
Se vores åbningstider
Skjern
Bredgade 67
6900 Skjern
Se vores åbningstider
13. dec. 2022

Transportkundes erstatningskrav var forældet efter sølovens § 501, stk. 1, nr. 6.

Sagen vedrørte bl.a., hvorvidt et erstatningskrav fremsat af en transportkunde i forbindelse med beskadigelse af et parti fødevarer under en søtransport var forældet efter sølovens § 501, stk. 1, nr. 6.

Sagens omstændigheder

En transportør havde på vegne af sin kunde påtaget sig transporten af to containere med fødevarer fra Iran til Danmark. Da containerne ankom til Danmark, blev de udtaget til kontrol af Fødevarestyrelsen, hvorved det kunne konstateres, at godset heri var beskadiget i en sådan grad, at kunden var nødsaget til at destruere godset. Kunden fik det beskadigede gods udleveret af transportøren den 22. juni 2020.

Som følge af skaderne på godset fremsendte transportøren i overensstemmelse med en intern sprocedure den 23. juni 2020 en claim-formular til kunden, som kunden udfyldte og returnerede. Transportøren kontaktede samme dag sin iranske agent og forbeholdt sig at gøre et regreskrav gældende over for agenten for skaderne på godset i tilfælde af, at transportøren blev fundet at være ansvarlig for de opståede skader.

Transportørens efterfølgende undersøgelser af transportforløbet viste, at godset allerede var beskadiget, da transportørens agent fik det overleveret af sælgeren ved havnen i Iran. Transportøren afviste derfor kundens krav og henviste kunden til at rette sit krav mod sælgeren af godset.

Den 6. august 2020 meddelte transportøren sin kunde, at kravet nu var anmeldt til transportørens ansvarsforsikring.

Den 3. august 2021 indgav kunden stævning med påstand om, at transportøren var erstatningsansvarlig for skaderne på godset efter sølovens § 275, stk. 1. Transportøren nedlagde i sagen påstand om frifindelse, herunder bl.a. støttet af et anbringende om, at kundens erstatningskrav var forældet efter sølovens § 501, stk. 1, nr. 6, som bestemmer, at forældelsesfristen for en fordring på erstatning efter bl.a. sølovens § 275 er et år fra den dag, da godset blev udleveret eller skulle have været udleveret. 

Parternes forklaringer under sagen

Med henvisning til forældelseslovens § 15 gjorde kunden under sagen gældende, at den 1-årige forældelsesfrist efter sølovens § 501, stk. 1, nr. 6, var blevet afbrudt ved transportørens handlemåde, og at kravet således ikke var forældet. Kunden gjorde gældende, at transportøren havde erkendt kundens krav ved at have 1) videregivet sagen til sin ansvarsforsikring, 2) ansvarligholdt sin iranske agent, 3) fremsendt en kravformular til kunden samt 4) drøftet et forligstilbud med kunden i oktober 2020.

Transportøren forklarede under sagen, at når de blev kontaktet af en kunde vedrørende skader på gods, som transportøren havde påtaget sig at transportere, fulgte de en fast procedure for håndteringen heraf. Proceduren indebar indledningsvist, at transportøren fremsendte en claim-formular til den pågældende kunde med anmodning til kunden om at udfylde og returnere formularen, hvorefter kravet automatisk meldes ind til transportørens interne claimsafdeling. Transportøren forklarede videre, at når de modtog et krav af en vis størrelse, meldes sagen altid til transportørens ansvarsforsikring. Det var således hverken ekstraordinært eller særligt for den omhandlede sag, at transportøren anmeldte kundens krav om erstatning til sit ansvarsforsikringsselskab.

Endelig forklarede transportøren, at de efter modtagelsen af et krav, som helt almindelig praksis, kontakter deres undertransportører og agenter med henblik på at ansvarligholde disse og eventuelt gøre et regreskrav gældende. Transportøren forklarede, at dette er nødvendigt for at sikre overholdelsen af diverse forældelsesfrister, men at handlingen ikke kunne anses som transportørens anerkendelse af skaden eller det påståede erstatningsansvar. 

Rettens begrundelse og resultat

Retten fastslog indledningsvis i dommen, at sagen ubestridt var anlagt mere end et år efter udleveringen af godset i juni 2020, og at kravet således var forældet, medmindre forældelsen kunne anses for afbrudt, jf. forældelseslovens § 15, jf. sølovens § 501, stk. 6.

Herefter henviste retten til forældelseslovens forarbejder, hvoraf det bl.a. følger, at ”afbrydelse ved skyldnerens erkendelse af gælden er et alternativ til afbrydelse ved fordringshaverens iværksættelse af retslige skridt. Det afgørende er derfor, om fordringshaveren på grund af skyldnerens adfærd med føje har fået den opfattelse, at der ikke er tvist om kravet, således at der ikke er rimelig anledning for fordringshaveren til at anlægge sag”.

Retten lagde til grund, at det er sædvanligt, at en transportør tager forbehold over for sine underleverandører ved modtagelsen af et krav fra en kunde. Retten udtalte, at det er tilsvarende sædvanligt, at en transportvirksomhed sender en kravformular til kunder, der mener at have et krav, samt at det må anses for almindeligt, at man som forsikringstager anmelder et eventuelt forsikringskrav til sit forsikringsselskab.

Retten fandt på baggrund heraf, at kunden ikke med føje kunne have fået den opfattelse, at der ikke var tvist om kravet, samt at der ikke i øvrigt var fornødne holdepunkter for, at transportøren ved sin handlemåde havde erkendt at være forpligtet til at betale det rejste erstatningskrav.

Da forældelsesfristen ikke kunne anses for afbrudt, og kundens erstatningskrav derfor var forældet, blev transportøren frifundet for kundens erstatningskrav.

Kirk Larsen & Ascanius’ bemærkninger til dommen

Når en transportvirksomhed bliver mødt med et erstatningskrav fra en kunde som følge af skader på det transporterede gods, er det vigtigt for transportvirksomheden at sikre, at et sådant krav om muligt kan søges dækket hos en ansvarsforsikring eller tredjemand alt efter omstændighederne. De fleste transportvirksomheder følger derfor en intern procedure for håndtering af claims sager, og Sø- og Handelsrettens dom i sagen bekræfter, at en transportørs efterlevelse af en sådan intern procedure ikke i sig selv medfører, at transportøren kan anses for at have anerkendt et erstatningsansvar over for sin kunde. Kirk Larsen & Ascanius bistod transportøren under sagen. Dommen er ikke anket.