Esbjerg
Esbjerg Brygge 28
6700 Esbjerg
Se vores åbningstider
København
H. C. Andersens Blvd. 45
1553 København V
Se vores åbningstider
Herning
Dalgasgade 21, 2
7400 Herning
Se vores åbningstider
Skjern
Bredgade 67
6900 Skjern
Se vores åbningstider
Aarhus
Kalkværksvej 1, 2.
8000 Aarhus
Se vores åbningstider
12. jun. 2026

Tvistløsning i AB18, ABT18 og ABR18

Denne nyhedsartikel har til formål at belyse konflikthåndteringsreglerne i AB18, ABT18 og ABR18, som i forbindelse med revisionsarbejdet i 2018 blev harmoniseret i en sådan grad, at de langt hen ad vejen indeholder de samme bestemmelser og fremgangsmåder.

Overordnet set indeholder de alle følgende regler om tvistløsning:

  • Løsningstrappe (pligt til forligsforhandling)
  • Meditation og mægling
  • Syn og skøn
  • Beslutning om stillet sikkerhed
  • Hurtig afgørelse
  • Voldgift

I det følgende vil de enkelte konflikthåndteringsregler bliver gennemgået nærmere. 

1. Løsningstrappen (pligt til forhandling)

Hvis der under byggeri opstår en tvist imellem parterne, skal den søges afklaret og forligt ved forhandling mellem parternes projektledere senest 5 arbejdsdage efter, at en part har anmodet om forhandling.

Hvis tvisten ikke bliver forligt mellem projektlederne, skal den søges forligt ved forhandling mellem parternes ledelsesrepræsentanter senest 5 dage efter fristen til forligsforhandling mellem projektlederne. Fører dette heller ikke til et forlig, skal ledelsesrepræsentanterne inden samme frist (5 dage efter fristen for forhandling mellem projektlederne) drøfte det næste skridt til tvistløsning.

Meditation, mægling, hurtig afgørelse og voldgift kan ikke iværksættes, før ovenstående forhandlingsprocedure er gennemført. Samme gælder også for syn og skøn, medmindre iværksættelsen af syn og skøn sker med henblik på bevissikring.

2. Mediation & mægling

Voldgiftsnævnet udpeger efter anmodning fra en part en mediator eller mægler med henblik på at løse en tvist ved forlig. Meditation eller mægling er dog ikke muligt, såfremt en part anmoder om hurtig afgørelse senest 10 arbejdsdage efter, at den anden part har anmodet om mægling eller meditation.

Både mægling og meditation går ud på at parterne skal have bistand og vejledning til forligsforhandlinger af en upartisk og neutral forhandlingsleder. Den afgørende forskel er, at en mægler modsat en mediator vil komme med flere tilkendegivelser i forløbet, herunder dennes holdning til, hvordan sagen bør løses.

3. Syn og skøn

Med hensyn til syn og skøn er der ikke tale om tvistløsning i traditionel forstand, men mange tvister afgøres i praksis ved syn og skøn, da der herved sker bevissikring og bedømmelse af de faktiske forhold.

Det er en forudsætning for gennemførelse af syn og skøn, at en part ikke har anmodet om beslutning om stillet sikkerhed eller hurtig afgørelse i relation til de faktiske forhold, som tvisten relaterer sig til. Syn og skøn vil da først kunne udmeldes efter sagen om beslutning om stillet sikkerhed eller hurtig afgørelse er afgjort, medmindre der er tale om syn og skøn med henblik på at sikre beviser.

4. Beslutning om stillet sikkerhed

Efter anmodning fra en part udpeger Voldgiftsnævnet en sagkyndig til at træffe beslutning om udbetaling, nedskrivning og ophør af stillet sikkerhed. Beslutningen træffes på et skriftligt grundlag. En beslutning om stillet sikkerhed har som en voldgiftskendelse bindende virkning for sagens parter, men kan indbringes for voldgift senest 8 uger efter, at der er truffet beslutning.  

5. Hurtig afgørelse

Denne tvistløsningsmetode var en nyskabning i forbindelse med vedtagelsen af AB18, ABT18 og ABR18. Sigtet er at give byggeriets parter mulighed for at få en hurtig og billig afgørelse på konkrete tvister.

Hurtig afgørelse er hensigtsmæssigt i forbindelse med at afbøde en blokering for byggeriets fremdrift. Afgørelserne er bindende for tvistens parter, men kan indbringes for voldgift. Selvom man indbringer sagen for voldgift, har det dog ikke opsættende virkning, medmindre voldgiftsretten træffer anden bestemmelse. Det betyder, at sagens afgørelse som udgangspunkt skal efterleves og betales i mellemtiden.

6. Voldgift 

Når AB18, ABR18 eller ABT18 er vedtaget imellem parterne, er man forpligtet til endeligt at lade sine tvister blive afgjort ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. Voldgiftsnævnet træder dermed i stedet for de almindelige domstole som den endelige retlige instans. Til forskel for de almindelige domstole er Voldgift en privat form for konfliktløsning, hvor dommersammensætningen består af både juridiske og faglige dommere med ekspertise inden for området.

Det er imidlertid en forudsætning, at man har forsøgt sig med den obligatoriske forhandlingsprocedure (tvistløsningstrappen) før man kan gå til Voldgift med sagen.

Hos Kirk Larsen & Ascanius er vi specialister i entrepriseretlige forhold.
Ønsker du sparring herom, er du velkommen til at kontakte os.