Esbjerg
Esbjerg Brygge 28
6700 Esbjerg
Se vores åbningstider
København
H. C. Andersens Blvd. 45
1553 København V
Se vores åbningstider
Herning
Dalgasgade 21, 2
7400 Herning
Se vores åbningstider
Skjern
Bredgade 67
6900 Skjern
Se vores åbningstider
10. aug. 2023

Kontoret i Nuuk udvides med endnu en advokat

 Advokat Rasmus Nordahl Krogshave trådte ind som en ny tilføjelse til Kirk Larsen & Ascanius Greenland den 1. august.

Oktober sidste år åbnede virksomheden et kontor i Nuuk med advokat Kasper Skare som daglig leder.

I dag, mindre end et år efter, får Kasper selskab på kontoret. Den 1. august 2023 tiltrådte advokat Rasmus Krogshave hos Kirk Larsen & Ascanius Greenland. Her skal han i samarbejde med Kasper Skare bistå i rådgivningen af grønlandske klienter.

Rasmus kommer med flere års erfaring som rådgiver inden for erhvervslivets forhold og har også stor erfaring med at løse tvister.

”Jeg ser frem til at kunne bidrage yderligere til den positive udvikling, som Kirk Larsen & Ascanius Greenland har haft siden dets opstart. Jeg ser min rolle som todelt. Dels skal jeg hjælpe Kasper med at løse vores grønlandske opgaver, men i lige så høj grad skal jeg være en ambassadør for firmaet i lokalsamfundet, så endnu flere aktører får øjnene op for den rådgivning, vi kan tilbyde, ” siger Rasmus.

Rasmus Krogshave kommer fra en stilling som advokat ved advokatfirmaet Eurojuris i Aalborg, hvor han de sidste fem år har arbejdet som fuldmægtig og advokat. Udover sin erfaring som advokat har han også haft tilknytning til Aalborg Universitet, hvor han har vejledt og eksamineret studerende inden for international kontrakts- og voldgiftsret.

Den daglige leder af kontoret i Nuuk, Kasper Skare mener, at klienterne hurtigt vil mærke, at kontoret er styrket i Grønland. ”Rasmus kommer med en faglig baggrund, der passer godt til vores nuværende klienter, som nu ikke alene er afhængige af mig. Vores rådgivning handler i høj grad om tillid og relationer, og Rasmus vil kunne skabe nogle andre relationer og en anden fortrolighed til vores nuværende og kommende klienter”, siger han.

Rasmus flyttede medio juli 2023 til Grønland, hvor hans kæreste allerede er bosiddende. Hun er dommerfuldmægtig ved Retten i Grønland.

Overgangen til at starte på arbejde har derfor været uproblematisk for Rasmus, og den første arbejdsuge har båret præg af en del praktik, herunder at lære de systemer og arbejdsgange at kende som virksomheden bruger i det daglige.

Den største forskel i forhold til Danmark mærkes indtil videre mest i form af vejret og naturen. ”På trods af at vi skriver august måned, flyder der isbjerge i fjorden forbi kontorets vinduer. Det er en meget god illustration af, hvor ”langt væk” vi trods alt befinder os fra Aalborg,” siger Rasmus.