Esbjerg
Esbjerg Brygge 28
6700 Esbjerg
Se vores åbningstider
København
H. C. Andersens Blvd. 45
1553 København V
Se vores åbningstider
Herning
Dalgasgade 21, 2
7400 Herning
Se vores åbningstider
Skjern
Bredgade 67
6900 Skjern
Se vores åbningstider
9. apr. 2019

Afskaffelse af IVS og reduktion af anpartskapital

Folketinget har netop vedtaget en lov om afskaffelse af iværksætterselskaberne over en 2-årig periode samt nedsættelse af kravet til selskabskapitalen for anpartsselskaber til 40.000 kr. Loven trådte i kraft april 2019.

Siden den særlige selskabsform for iværksættere blev indført den 1. januar 2014, har der været megen debat herom. Fordele og ulemper ved modellen er blevet drøftet af alle fra politikere til medier.

Iværksætterselskabsmodellen blev oprettet med forventning om, at den kunne tiltrække iværksættere ved det lille krav til selskabskapital, og dermed fremme iværksætterlysten. Dette lykkedes, men selskabsformen har ligeledes haft en utilsigtet effekt. Der har vist sig en højere risiko for svig og gæld til det offentlige i forbindelse med disse selskaber, ligesom at mange af de oprettede selskaber er sendt til tvangsopløsning. Dette har haft økonomiske konsekvenser for både kreditorer og det offentlige.

Som konsekvens heraf har lovgiver nu valgt at afskaffe iværksætterselskaber over en 2-årig periode. Det betyder, at der fremadrettet ikke længere kan stiftes nye iværksætterselskaber, og at alle eksisterende iværksætterselskaber skal omregistreres til et anpartsselskab inden 2 år efter lovens ikrafttræden. Sker dette ikke, kan Erhvervsstyrelsen anmode skifteretten om at opløse selskabet.

Folketinget har ligeledes vedtaget, at selskabskapitalen for anpartsselskaber nedsættes fra kr. 50.000,00 til kr. 40.000,00, og overgangen fra iværksætterselskab til anpartsselskab er blevet lempet. Dette betyder, at du for at kunne omdanne dit iværksætterselskab til et anpartsselskab inden for de næste 2 år skal leve op til kravet om en selskabskapital på 40.000 kr.

Det er derfor vigtigt, at du som ejer af et nuværende iværksætterselskab sørger for at planlægge og gennemføre omregistreringen af dit selskab til et anpartsselskab inden for fristen for at undgå tvangsopløsning.

Hvis du har brug for rådgivning i forbindelse med omregistrering af dit iværksætterselskab til anpartsselskab, er du velkommen til at kontakte os.