Er du ikke gift, men har en kæreste, som du bor sammen med, vil I ved samlivsophør hver især udtage, hvad I hver især ejer. Det vil sige, at uanset hvor længe du har boet med din kæreste, har du ikke krav på at tage del i hans/hendes formue. Ligeledes skal du således heller ikke aflevere noget af din formue til din kæreste.
Køber I aktiver sammen, er det derfor en god idé, at I i forbindelse med købet af f.eks. fast ejendom, samtidig får udarbejdet en samejekontrakt.
Samejekontrakten sikrer, at I har klare rammer og regler for, hvad der skal gælde mellem jer i forhold til den fælles ejendom samt hvordan I håndterer eventuelle konflikter. Overenskomsten øger sikkerheden for den økonomiske investering, der lagt i ejendommen, ligesom den kan regulere hvis I ikke har indskudt midler med lige store andele.
Samejekontrakten kan anvendes til parcelhus, rækkehus, ejerlejlighed, andelsbolig og fritidsbolig. Samejekontrakten anbefales når den faste ejendom ejes af ugifte samlevende, venner eller familie.