Datatilsynet har udarbejdet en vejledning, der omhandler behandling af personoplysninger om hjemmesidebesøgende. Vejledningen beskriver bl.a., hvilke oplysninger Datatilsynet mener, der skal gives let adgang til, for at et samtykke er gyldigt. Det er samtidigt slået fast med syv-tommer søm, at fortsat brug af en hjemmeside (dvs. uden aktiv stillingtagen til om cookies kan accepteres eller ej) ikke kan betragtes som et gyldigt samtykke.
Datatilsynet har for nyligt offentliggjort en afgørelse vedrørende DMI’s brug af cookies. Reglerne er ikke nye, men det er første gang, at Datatilsynet specifikt tager stilling til dette område.
I sagen udtaler Datatilsynet alvorlig kritik af DMI’s brug af cookies, som ikke levede op til kravene for indhentning af et gyldigt samtykke. For det første er det vigtigt, at samtykket er frivilligt. Hvis der indsamles oplysninger til flere forskellige formål, skal der afgives særskilt samtykke til hvert enkelt formål. Hvis der blot gives et samlet samtykke til alle formålene, vil det ikke leve op til kravet om frivillighed.
Datatilsynet udtaler endvidere, at det skal være nemt at afstå fra at give samtykke. Hos DMI kunne man ikke afstå fra at give samtykke, lige så let som man kunne acceptere, det krævede derimod et ekstra klik.
Datatilsynets afgørelse er som sådan ikke en nyskabelse, men nærmere en præcisering af kravene til et gyldigt samtykke, som allerede blev skærpet af EU-domstolen, i en sag hvor man kom frem til, at der skal gives et aktivt samtykke, og at et passivt samtykke dermed ikke er gyldigt.
Ovenstående har afstedkommet en ny vejledning om behandling af personoplysninger om hjemmesidebesøgende fra Datatilsynet, som bl.a. omfatter cookies, ligesom Erhvervsstyrelsen også har opdateret deres vejledning om cookies. I deres kommende tilsyn vil Datatilsynet tage højde for, at der er kommet en ny vejledning, så de dataansvarlige har en rimelig chance for at læse vejledningen og implementere de nødvendige ændringer.
Alle hjemmesideejere bør dog snarest muligt få overblik over hvilke cookies, man benytter sig af og på baggrund heraf sikre sig, at indhentningen af samtykker (i det omfang det er nødvendigt) fremadrettet lever op til Datatilsynets vejledning.
Læs Datatilsynets quickguide her og Erhvervsstyrelsens vejledning her.
Hvis du har brug for rådgivning vedrørende cookies mv., er du meget velkommen til at kontakte os.