Langt de fleste retssager drejer sig ikke om forståelsen af retsreglerne. I hovedparten af de sager, der mellem år og dag afgøres ved danske domstole, er parterne – eller i hvert fald deres advokater - nogenlunde enige om indholdet af juraen.
Parterne er derimod meget ofte stærkt uenige om sagens faktum eller det faktiske hændelsesforløb, der danner grundlag for sagen, og retssagens hovedproblem kommer derfor til at dreje sig om, hvilket faktisk hændelsesforløb, der kan lægges til grund, når sagen skal afgøres.
På den måde bliver beviset det afgørende element i de fleste retssager. Et par eksempler:
Når hændelsesforløbet skal klarlægges og årsagerne fastslås i en sag, hvor parterne er uenige, bliver det afgørende derfor, hvad der kan bevises.
I dansk ret kan der som udgangspunkt føres mange forskellige typer beviser, og rettens bevisbedømmelse er fri forstået på den måde, at dommerne indenfor rammerne af den juridiske metode selv afgør, hvilke beviser de tillægger vægt, og hvor højt de vægter dem.
I praksis kan beviser føres f.eks. ved afgivelse af parts- og vidneforklaringer, ved fremlæggelse af dokumenter, kontrakter, breve osv., ved afholdelse af syn og skøn, fremlæggelse af fotos, afspilning af videooptagelse osv. osv. Så længe den ønskede bevisførelse er relevant for sagen, er danske dommere forholdsvis lydhøre.
En vigtig del i bevisførelsen er spørgsmålet om, hvem af parterne der har bevisbyrden. En fodboldkamp kan ende uafgjort, men det kan en retssag ikke på samme måde. Der skal træffes en afgørelse mellem de stridende parter, og bevisbyrdereglerne tjener til sikring af, at dette sker.
Udgangspunktet er, at den, der påstår noget, også er den, der skal bevise det: Hvis sagsøgeren kræver, at sagsøgte skal betale kr. 100.000, må sagsøgeren derfor bevise, at der skyldes kr. 100.000. Hvis ikke det lykkes på tilstrækkelig overbevisende måde at føre dette bevis, taber sagsøgeren sagen. Det kan også være, at dommeren kun føler sig overbevist om, at skaden er halvt så stor som påstået, og i så fald vinder sagsøgeren kun delvist sagen og får tilkendt kr. 50.000.
Der er meget få skrevne regler om bevisbyrde i dansk ret, og når de findes, indeholder de som regel en fravigelse fra hovedreglen om, at den, der påstår noget, også er den, der har bevisbyrden. Eksempelvis har man lovregler om såkaldt ”omvendt bevisbyrde”, f.eks. indenfor ligebehandlingsloven. Her gælder, at man ikke må afskedige en medarbejder på grund af graviditet, og hvis arbejdsgiveren gør det alligevel, og det kan lægges til grund, at han vidste, at medarbejderen var gravid, så har arbejdsgiveren selv bevisbyrden for, at graviditeten ingen som helst rolle har spillet ved afgørelsen af, at det var lige præcis den gravide medarbejder, der skulle afskediges. På den måde virker regler om omvendt bevisbyrde som en lettelse for den anden part, typisk fordi lovgivningen har forudsat, at den anden part (medarbejderen) er den svageste og derfor har krav på udvidet beskyttelse.
Inden man anlægger en retssag skal man derfor naturligvis nøje overveje, på hvilken måde man kan føre bevis for sin påstand, og det kan være nyttigt i tide at sikre sig de nødvendige beviser, f.eks. ved at gemme breve, kontrakter eller kvitteringer eller måske med sin mobiltelefon tage et par billeder af uheldsstedet.
Man kan dog også i sin iver efter at sikre sig bevis i sjældne tilfælde komme til at ødelægge sin sag, og et berømt eksempel fra Højesteret viser, hvor galt det kan gå:
En radioforretning på Strøget i København havde i udstillingsvinduet stillet tre fabriksnye tv-apparater. Apparaterne var ens, og ovenpå det øverste stod der et skilt med prisangivelsen kr. 1.695 kontant. På vinduesglassene var der klistret store mærkater, der annoncerede, at der var tale om tilbud. Ved siden af de tre billige fjernsyn stod der fire ganske tilsvarende tv-apparater, som var mærket med prisen kr. 5.421.
Tre venner gik om aftenen ned gennem Strøget og så skiltene. De syntes, at det var usædvanlig billigt, og den ene af dem fotograferede udstillingsvinduet for at sikre sig bevis for den stærke prisnedsættelse på tv-apparaterne. Straks næste morgen, da forretningen åbnede, indfandt vennerne sig i butikken for at købe alle tre nedsatte apparater. Personalet gjorde opmærksom på, at der var tale om en fejlskiltning på de tre apparater og nægtede at sælge dem for kr. 1.695.
Vennerne anlagde sag mod radioforretningen og fik medhold i første instans, men glæden varede kun kort.
I Højesteret blev radioforretningen nemlig frifundet med den begrundelse, at den meget lave pris måtte have givet de tre venner mistanke om, at der var tale om en fejlskiltning, og Højesteret lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at de til overflod havde fotograferet den lave tilbudspris om aftenen, og at denne fotografering kun kunne forklares med, at de selv havde været i tvivl om, hvorvidt prisskiltningen nu også kunne være rigtig.
Så moralen er, at hvis man vil vinde sin sag, så skal man bevise den, men man skal ikke ”overbevise” den.