Esbjerg
Esbjerg Brygge 28
6700 Esbjerg
Se vores åbningstider
København
H. C. Andersens Blvd. 45
1553 København V
Se vores åbningstider
Herning
Dalgasgade 21, 2
7400 Herning
Se vores åbningstider
Skjern
Bredgade 67
6900 Skjern
Se vores åbningstider
1. mar. 2015

Selvejende institutioner 

Begrebsmæssigt er det vanskeligt at forestille sig aktiver eller virksomheder, som ikke ejes af nogen. Helt tilbage fra Jyske Lov har vi f.eks. haft et princip om, at det, som ingen ejer, det ejes af kongen, hvilket vel i dag betyder samfundet eller os allesammen. Men det, at noget skulle være helt uden ejermand, er en tanke, der ikke har mange tilhængere.

På trods heraf har vi en lang række såkaldte ”selvejende institutioner”. Det kan f.eks. være daginstitutioner, højskoler eller fonde af alle mulige slags, både erhvervsdrivende og almennyttige.

Tankegangen bag en sådan selvejende institution er, at den ikke har nogen egentlig ejer, idet den tværtimod ejer sig selv. Fra en mere filosofisk betragtning kunne man anstille den overvejelse, om ikke det svarer til at hive sig selv op ved håret, men i praksis viser det sig at fungere ganske udmærket. Et aktieselskab ejes af aktionærerne. En personlig virksomhed ejes af personen, men den selvejende institution ejes af sig selv.

Det betyder ikke, at der ikke er nogen ejerinteresser knyttet til en sådan selvejende institution. Der kan blot ikke udpeges en bestemt fysisk eller juridisk person eller kreds af personer, der kan påberåbe sig ejerskabet. Ejerinteressen i en sådan selvejende institution skal derfor findes i det formål, som institutionen er sat i verden for at opfylde. F.eks. vil ejerinteressen i en privatskole være knyttet til den forældrekreds, hvis børn går i skolen, og ejerinteressen i en fond til understøttelse af ubemidlede søofficersenker vil være knyttet til de enker, der har mulighed for at komme i betragtning til støttetildeling.

Det betyder imidlertid ikke, at denne ejerinteresse nødvendigvis har nogen afgørende indflydelse på driften af den selvejende institution eller fond. Indflydelse har alene bestyrelsen, som skal administrere i overensstemmelse med vedtægten og under ansvar for fondsmyndigheden, som kan være enten Erhvervsstyrelsen, et ministerium eller i alle andre tilfælde Civilstyrelsen. Det betyder normalt heller ikke, at ejerinteressen har noget retskrav på uddeling af fondens midler.

Disse principper, og hvad der kan udledes heraf, har Højesteret for nyligt haft anledning til at tage stilling til i relation til en stor sønderjysk fond.

Forholdet var nærmere det, at den pågældende erhvervsdrivende fond ejede en meget stor engrosvirksomhed, der rådede over en egenkapital på flere hundrede millioner kroner. Det fremgik af fondens vedtægter, at bestyrelsen nøje skulle følge udviklingen i dette datterselskab og afvikle aktiviteten i datterselskabet, hvis det ikke til stadighed var muligt at opnå tilfredsstillende økonomiske resultater. I den situation skulle datterselskabet nemlig afvikles, og fonden likvideres, hvorefter hele formuen skulle uddeles til en anden fond, nemlig en almennyttig.

Op gennem 0’erne udviklede grossistvirksomheden sig stadig dårligere, uden at bestyrelsen fik den afviklet, og egenkapitalen, der i 2002 udgjorde kr. 260 mio., var i 2008 skrumpet til kr. 16 mio., inden fondsbestyrelsen og revisionen fik afviklet virksomheden og dermed den erhvervsdrivende fond.

Den almennyttige fond var stærkt utilfreds med, at den erhvervsdrivende fond ikke havde afviklet datterselskabet i tide, således at den almennyttige fond kunne have fået et større likvidationsprovenu, og den almennyttige fond anlagde derfor erstatningssag mod den tidligere ledelse og revision i den erhvervsdrivende fond.

Ledelsen og revisionen påstod sagen afvist netop med henvisning til princippet om, at den erhvervsdrivende fond var en selvejende institution, som ingen tredjemand havde nogen rettigheder over, og at det var ledelsen, der under ansvar for fondsmyndigheden suverænt bestemte over den selvejende fonds midler.

Dette synspunkt fik ledelsen medhold i ved Sø- og Handelsretten netop ud fra princippet om den selvejende institutions suverænitet.

Sagen blev indbragt for Højesteret, der imidlertid nåede frem til det modsatte resultat. Højesteret var enig med  Sø- og Handelsretten i, at der normalt ikke er nogen tredjemand, der kan anlægge sag mod en fonds bestyrelse, fordi man ikke har fået den uddeling fra fonden, som man havde regnet med, men lige præcis i det foreliggende tilfælde gjorde Højesteret undtagelse. Undtagelsen skyldes, at det i vedtægten for den erhvervsdrivende fond klart var angivet, at bestyrelsen nøje skulle overvåge udviklingen i datterselskabet og sørge for, at driften blev afviklet, hvis de økonomiske resultater udeblev. Da det endvidere efter fondsvedtægten var den almennyttige fond og kun den, der var berettiget til likvidationsprovenuet, var Højesteret af den mening, at der konkret forelå den nødvendige retlige interesse hos den almennyttige fond, som derfor fik lov til at anlægge sag.

Om sagen så fører til at pålægge den tidligere ledelse erstatningsansvar er endnu ikke afgjort.