Erstatning ved vejarbejder

Publiceret i JydskeVestkysten den 25. april 2018.

Problemstillingen

Både i Esbjerg og i mange andre kommuner foregår der i disse år omfattende vejarbejder.

Det er naturligt, at alle de mange ledninger og kloakker, der ligger i vejene, efterhånden skal repareres eller udskiftes, og det er også naturligt, at vejene undertiden skal omlægges eller udbygges.

Men vejarbejderne påfører forretningsdrivende langs vejene store gener og undertiden også store tab, så længe vejarbejderne pågår.

I Esbjerg kommune var Storegade forrige år spærret helt af for gennemkørsel i mange måneder som følge af, at der skulle laves en helt ny bro over jernbanen ved Jagtvej.

I Kongensgade har de forretningsdrivende i årevis måttet døje med massive omlægninger af belægningen, som i øvrigt er blevet kombineret med og forsinket af omfattende ledningsarbejder.

Og på Strandby Kirkevej klager de forretningsdrivende også over mistet omsætning som følge af en omfattende kloakrenovering, der har stået på siden september, og som efter planen først vil være afsluttet ved juletid i år.

Der rejser sig derfor ganske naturligt spørgsmålet om, hvorvidt der kan kræves erstatning for det tab af kunder og omsætning, som indehaveren af en forretning lider, mens vejarbejdet står på, og kunderne enten ikke eller kun med store vanskeligheder kan nå frem til butiksdøren.

Retspraksis
Den ledende dom på området er højesteretssagen fra midten af 70’erne om omlægningen af Lyngbyvejen ved København. Det var et omfattende vejarbejde, der indebar, at Lyngbyvejen skulle omlægges og udvides til en motorindfaldsvej til København samtidig med, at der så skulle etableres lokalgader parallelt med motorvejen i begge sider. Arbejdet gik i gang i januar 1969 og var først færdigt i sommeren 1971. Arbejdet blev forsinket i godt 1½ år som følge af, at hovedentreprenøren gik konkurs, og en bro styrtede sammen under arbejdet.

En række mindre forretningsdrivende (en frugthandler, en farvehandler, en blomsterhandler, en isenkræmmer, en konditor og en par frisørmestre), der alle led betydelige omsætningstab, og hvoraf de fleste senere måtte lukke deres forretninger, rettede henvendelse til Poul Schlüter, der dengang bare var menigt folketingsmedlem men samtidig drev advokatforretning, og det blev besluttet at rejse erstatningskrav mod vejmyndigheden, som i dette tilfælde var Trafikministeriet.

De forretningsdrivende tabte sagen ved Østre Landsret men ankede sagen til Højesteret, hvor sagen blev pådømt af syv dommere. Flertallet på fem dommere gav de forretningsdrivende medhold i, at de havde krav på erstatning. Højesteretsdommerne mente ganske vist, at man som indehaver af en butik ved en stærkt befærdet ind- og udfaldsvej til København måtte være forberedt på omfattende vejarbejder og tåle de hermed forbundne ulemper, uden at man af den grund var berettiget til erstatning. På den anden side fandt Højesteret, at ombygningen af Lyngbyvejen – ikke mindst som følge af entreprenørens konkurs og brosammenstyrtningen – havde taget uforholdsmæssig lang tid og havde påført de forretningsdrivende helt ekstraordinære ulemper.

Som følge af disse helt ekstraordinære forhold fandt Højesteret, at de forretningsdrivende havde krav på erstatning af ministeriet, uanset at ministeriet ikke havde gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse eller udførelse.

De forretningsdrivende fik dog kun tilkendt mindre skønsmæssige erstatninger, men det skyldes først og fremmest vanskelighederne ved at opgøre deres tabte omsætning.

Retsstillingen idag

Det interessante ved højesteretsdommen er, at den pålægger vejmyndigheden et såkaldt objektivt ansvar, altså et ansvar uden skyld. Ministeriet kan ikke gøre for, at entreprenøren går konkurs, eller at broen styrter sammen, men ikke desto mindre bliver ministeriet erstatningsansvarlig for de ekstraordinære tab, der opstår som følge af disse forsinkelser. Samtidig er det værd at bemærke, at Højesteret tager udgangspunkt i naboretlige betragtninger: Enhver forretningsdrivende må være forberedt på, at den vej, hans forretning ligger ud til, undertiden skal repareres eller ombygges, og de gener, ulemper og tab, der er forbundet hermed, må den forretningsdrivende leve med. Det er kun de ekstraordinære, langvarige forløb, der kan give anledning til erstatning på objektivt grundlag.

Herudover gælder naturligvis dansk rets almindelige erstatningsregler. Vejmyndigheden har pligt til at tilrettelægge vejarbejderne på en sådan måde, at de kan gennemføres hensigtsmæssigt og med færrest mulige gener for de omkringboende. Vejloven foreskriver i denne forbindelse også, at vejmyndigheden skal koordinere nødvendige gravearbejder sådan, at f.eks. alle nødvendige ledningsarbejder kan udføres nogenlunde samtidig, så man undgår, at vejen skal graves op flere gange med deraf følgende forsinkelser.